Liva Healthcare går ind i Sverige


Den danske sundheds-it-virksomhed Liva Healthcare, som via en app hjælper diabetikere med at styre eller ligefrem rulle sygdommen tilbage gennem omlægning af livsstil, er nu på vej ind i Sverige og har vundet en betydningsfuld kontrakt med Region Gävleborg nord for Stockholm.

”Siden vi vandt verdens største sundhedsaktør, National Health Service (NHS) i England, som kunde sidste år, har vi fået henvendelser fra hele verden, og Sverige bliver nu vort tredje land uden for Danmark og England”, fortæller Kristoffer From, CEO for Liva Healthcare, der har hovedkvarter på Holmen i København.

Liva Healthcare, der er stiftet af folkene bag internet-successen NetDoktor, Rune Bech og Carl Brandt sammen med selskabets direktør Kristoffer From, har som erklæret mål at blive ”Danmarks nye Novo Nordisk på det digitale område for behandling af diabetikere”, som Kristoffer From udtrykker det.

Diabetes type 2 kan ifølge ny forskning rulles tilbage for 56% af patienterne, hvis man justerer tilstrækkeligt på livsstilen, viser nylig forskning fra professor Bente Klarlund på Rigshospitalet.

Livas nye aftale med Region Gävleborg, der har 285.000 indbyggere, betyder, at Livas livsstils-forløb nu rulles ud til diabetikere i hele regionen for at bremse udviklingen i sygdommen og for nogle patienter ligefrem rulle den tilbage.

Region Gävleborg har lange afstande fra patienten til behandlerne. 18% af deres befolkning har et BMI > 30 hvilket er 4% over landsgennemsnittet, og næsten 40% har angivet at de behøver støtte for at øge deres fysiske aktivitet, viser regionens tal.

I løbet af de næste ti år forventes det at antallet af diabetes-patienter vil blive fordoblet.

Over 20 procent af de danske kommuner har allerede købt og implementeret Liva overfor deres borgere, og i nogle tilfælde bruges løsningen også til svært overvægtige og andre patienter med livsstilsrelaterede sygdomme.

Share:

Related articles